NORNA-symposium 2009: Navnemiljøer og samfund i jernalder og vikingetid

Bent Jørgensen: Navne og navnemiljøer omkring de danske Gudme'r

Danmark rummer fem gamle bebyggelsesnavne, der alle er sammensat af subst. gud, glda. guth, n. '(hedensk) gud' og subst. hjem, glda. hēm, m. 'hjem, bebyggelse'. De må umiddelbart påkalde sig interesse i en eftersøgning af navnemiljøer i jernalder og vikingetid, da de har højt sprogligt potentiale for at vidne om religiøs centralitet og dermed for at kunne være centre i navnemiljøer, der kunne vidne om andre højstatusaktiviteter i det førkristne samfund. Derfor er hele det overleverede stednavnestof fra de fem Gudme'r og deres nærmest omgivende sogne blevet undersøgt for sproglige udtryk, der på nogen måde kunne vidne om aktiviteter på socialt eller religiøst niveau. Resultater af denne undersøgelse fremlægges i foredraget.

Charlotte Fabech: Centralpladser 20 år efter Gudme - et arkæologisk perspektiv på plads og landskab

Indlægget vil ud fra et arkæologisk perspektiv fokusere på yngre jernalders multifunktionelle centralpladser med residenser, helligdomme mm. Som udgangspunkt vil jeg resumere hvad der førte til det billede vi i dag har af datidens samfund. Gudme på Fyn er nøglen til at forstå denne udvikling. Frem til undersøgelserne i Gudme var alle tidligere rige pladser fra yngre jernalder som Helgö og Dankirke blevet tolket som handelsgårde og de blev først og fremmest inddraget i en diskussion om tidlig bydannelse og handel. Med undersøgelserne i Gudme fik vi en helt ny forståelse af jernalderens samfund. Fra at have været mørk forhistorie inden den begivenhedsrige vikingetid, ser vi nu perioden som den tid hvor Skandinavien blev en del af europæisk middelalderkultur.

Antallet af centralpladser vokser hele tiden og forståelsen af pladsernes udformning og funktion udvides til stadighed. Residenserne er i dag ikke alene karakteriseret ved en halbygning, men også ved specielle bygninger til kultudøvning. Flere definitioner og centralpladsmodeller er udviklet med baggrund i arkæologi og stednavne. Indlægget vil gennem forskellige eksempler vise, at de mange nye arkæologiske pladser og fund giver stednavnene et nyt indhold og at arkæologiske fund er en kilde til historieskrivning på linie med de skriftlige.

Per Vikstrand: Sakrala ortnamn och centrala. Om den religiösa sfärens ställning i dimensionen centrum-periferi under förkristen tid

I den onomastiska centralortsteorin, som utformats särskilt av Lars Hellberg och i hans efterföljd Stefan Brink, ingår sakrala ortnamn som en fast komponent. Sådana kan enligt Hellberg syfta dels på regelrätta kultplatser, knutna till den fruktbarhetskult som enligt honom var en bärande del i den bakomliggande maktstrukturen, dels på gårdar anslagna till en lokal kultfunktionärs försörjning.

Det är inte ovanligt att sakrala ortnamn i sig ses som en indikation på centralitet, men så är knappast fallet. Mina iakttagelser från Mälarlandskapen tyder på att sakrala ortnamn kan uppträda i såväl centrala som icke-centrala miljöer. Detta är också helt förväntat, eftersom de sakrala ortnamnen inte är en homogen klass utan kan ha olika bakgrund. Här finns t.ex. namn som syftat på verkliga kultplatser sida vid sida med naturnamn som troligen figurerat i mytolgiskt färgade berättelser.

Utifrån en omfattande kartering av centralortsindicerande och sakrala ortnamn i Mälarlandskapen kommer jag att försöka beskriva hur olika typer av sakrala ortnamn – och därmed olika typer av sakrala platser – förhåller sig i dimensionen centrum-periferi. Karteringen ger också möjlighet att på ett övergripande plan studera pendlingen mellan centrum och periferi i landskapet. Hur pass distinkta är de kluster av centralitetsindicerande ortnamn som Hellberg och andra menar sig urskilja? Är de öar i en hav av normalitet – eller är det kanske så att det normala i själva verket är en chimär och att järnålderns landskap kännetecknas av en kontinuerlig pendlingen mellan det centrala och det perifiera?

Svavar Sigmundsson: Navnemiljøer på Island

Foredraget vil hovedsagelig handle om stednavne i forbindelse med tingsteder på Island.  Den mest centrale plads er Þingvöllur på Sydlandet hvor altinget blev oprettet omkring år 930. Stednavne på andre tingsteder i landet bliver også undersøgt. Dertil kommer også navne der knytter sig til handel og anden virksomhed der er foregået på disse steder.

Kristin Magnussen: Navnemiljøer på Færøerne i vikingetiden

Med den færøske stednavnesamling som udgangspunkt bliver der gjort rede for den gruppe færøske stednavne, der indeholder navneleddet ærgi, der betegner et sæterbrug. Sæterbrug på Færøerne regner man med slutter i tidlig middelalder, derfor kan man regne med, at stednavne indeholdende navneleddet ærgi hører til vikingetidens stednavne.

Lasse Sonne: Sakrale Stednavne og Kult – Metodologiske Overvejelser om Kildeudnyttelse

Den arkæologiske teori om jernalderens centralpladser lader disse pladser være lokale og regionale centre for kultudøvelsen i det førkristne samfund. Ved stednavneforskningens parallel til disse pladser – de aristokratiske navnemiljøer – skulle en tilsvarende centralisering af kulten være synlig. Observationen af kult er her baseret på tilstedeværelsen af sakrale stednavne. Ud fra en religionshistorisk betragtning synes forholdet mellem sakrale stednavne og kult dog at være mere kompliceret end, hvad man traditionelt antager. Jeg vil derfor tage nogle metodologiske spørgsmål om kildeudnyttelsen af sakrale stednavne op til drøftelse både med hensyn til, hvad de udsiger om førkristen kult, og hvad de ikke udsiger.

Birgit Eggert: Danske stednavne på  lund. Indledende studier

Undersøgelsens materiale består af de bebyggelsesnavne på -lund og -lunde som er overleveret i Kong Christian V’s matrikel fra 1688. Det betyder at undersøgelsesområdet består af det nuværende Danmark, men uden Sønderjylland, Ærø og Bornholm som ikke er omfattet af matriklen.

I foredraget vil jeg præsentere de danske lund-navnes temmeligt begrænsede forskningshistorik, mens jeg i analysen af det indsamlede materiale hovedsageligt vil komme ind på forleddenes indhold med henblik på at bestemme hvilke semantiske kategorier der er typiske for lund-navnene. Fremstillingen vil også indeholde en vurdering af lund-navnenes udbredelse inden for materialets område, ligesom et skøn over hvad det sproglige indhold i materialets navne kan sige om navnetypens alder. Beskrivelsen af de danske lund-navne vil blandt andet munde ud i en vurdering af hvorvidt undersøgelsens resultater kan give en indikation af om der kan have været et sakralt aspekt i forbindelse med lund-navnene.

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen: HAVES: Centralplads SØGES: Onomastiske spor. En historisk-geografisk jagt på centralpladsrelaterede navnegrupper ved Tissø på Vestsjælland

Kan særlige grupper af stednavne inden for et afgrænset område indikere eksistensen af en centralplads fra perioden sen jernalder til tidlig middelalder? Til at belyse dette spørgsmål vil jeg i den valgte case "gå den anden vej omkring", idet vi ad arkæologiens vej kender til eksistensen af et senjernalderligt-vikingetidigt stormandssæde med formodet centralpladsstatus på vestbredden af Tissø på Vestsjælland. Med et nøjere studie af samme områdes stednavnemateriale og øvrige historisk-geografiske ledetråde vil det blive forsøgt vurderet, om centralpladsen ved Tissø lader sig afspejle onomastisk, og om navnegrupper på den baggrund generelt kan benyttes som indikator for centralpladser.

Lisbeth Eilersgaard Christensen: Afsøgning efter centralpladsrelevante navnemiljøer i Danmark. Om muligheder og vanskeligheder

Det er velkendt, at centralpladsindicerende stednavnemiljøer af (mellem)svensk karakter ikke umiddelbart kan iagttages i det danske område. Stednavne med relevans for samfundsstruktur og centralitet forekommer, men det er relativt sjældent, at flere af disse optræder inden for geografisk afgrænsede områder, og materialet afspejler på ingen måde den gentagne regelmæssighed, der synes at være tilfældet i særligt det mellemsvenske område. Dette er søgt forklaret ad forskellig vej, og én hypotese går på, at det skyldes bebyggelsesmæssige omstruktureringer i Sydskandinavien med forstyrrelser af stednavnematerialet til følge. Inddragelsen af både bebyggelsesnavne og marknavne vil ifølge denne tese kunne bidrage til delvise rekonstruktioner af oprindelige centralpladsindicerende navnemiljøer i Danmark.

Foredraget tager udgangspunkt i en gennemgang af bebyggelses- og marknavne i udvalgte områder, som afsøges for navne og navneled, der kan have, eller som gennem tiden er blevet tillagt, centralpladsrelevans. Eksemplerne skal bidrage til en afprøvning af muligheden for rekonstruktion af danske navnemiljøer samt illustrere både det potentiale og de vanskeligheder, der er forbundet med denne tilgang.

Mette Pilgaard: Farrisskoven i det nordlige Sønderjylland - myte eller realitet?

En vedvarende myte igennem generationer har været, at det nordlige Sønderjylland var dækket af en stor, uigennemtrængelig skov – "Farrisskoven".

Skriftlige kilder og kort er centrale til beskrivelse af skovenes historie og udbredelse, men et væsentligt problem er, at de skrevne kilder sjældent rækker længere tilbage end til 16-1700-tallet og kun i få tilfælde ind i middelalderen.

• I en undersøgelse af, om Farrisskoven har eksisteret i forhistorisk tid og tidlig middelalder, inddrages andre kilder:
• Stednavne.
• Eksisterende registreringer af stedfæstede arkæologiske levn fra bronzealder til tidlig middelalder
• Naturvidenskabelige undersøgelser.

Større skove og ubeboede områder er et vidt udbredt fænomen i England, på kontinentet og i Skandinavien. Sådanne områder har haft forskellige funktioner. Områdernes funktion kan bl.a. ses i et bebyggelsesmæssigt og geopolitisk udviklingsperspektiv.

Jens Andresen: Næs, vig og drag. Forsvar og kontrol af kystbundne sejlruter fra sen jernalder til tidlig middelalder

Kortlægges den danske krones ejendom fra ”Kong Valdemars Jordebog”, falder denne i to distinkte grupper: en gruppe knyttet til hovedlandevejene og en gruppe knyttet til maritime overfartsteder. Ejendommene udgjorde således støttepunkter i et landsdækkende netværk og lå i så tilpas afstand, at kongen og hans følge kunne finde overnatning og i øvrigt restituere sig under rejseaktiviteter (et ”her-berg”). Samtidig betød denne ejendomsfordeling for det ambulerende kongedømme, at den overregionale infrastruktur, der var af afgørende vigtighed for forsvar, handel og kommunikation, var under kongens kontrol.

Bl.a. i det sydvestlige Norge (Iversen) er tilsvarende blevet observeret. Samtidig er tidsdybden for de kongelige ejendomme blevet undersøgt, f.eks. også i Romerike (Skre).  I begge områder kunne det konstateres, at kongelig ejendom var knyttet til magtcentre, som kan spores langt ned i oldtiden. Tilsvarende systematiske studier er ikke udført for det nuværende danske område. Det er dog påfaldende, at det i mange tilfælde overbevisende er blevet argumenteret for, at yngre jernalders og vikingetidens bebyggelser, handels- og håndværkspladser er knyttet til kommunikativt gunstige lokaliseringer (f.eks. Fabech & Ringtved).

Den kystnære zone spiller en afgørende betydning fra yngre jernalder og til tidlig middelalder i denne forbindelse, hvilket også er fremhævet i mange tidligere studier (f.eks. Crumlin Petersen). For den frekvente kystbundne søtransport er beskyttede ankerpladser (en ”har-bour”) afgørende. Disse steder findes typisk i ”vige”, mens et ”næs” udgør et naturligt mål som landbaseret kontrolpunkt af selvsamme ankerpladser. I nogle tilfælde muliggør topografien et ”drag”, hvilket yderligere forbedrer muligheden for kontrol. Spørgsmålet er da, om stednavnematerialet ifølge traditionen så klart og entydigt kan opdeles i noget naturbetinget og noget kulturbetinget navnestof, eller om perspektivet ”landscape as culture” måske kan bidrage til en mere nuanceret klassifikation for stednavnemateriale med denne tidsdybde.

Mette Brosolat Ohlsen: Stednavne på -lev som arkæologisk kontekst

Foredraget er baseret på resultaterne af cand. mag. speciale aflagt ved Københavns Universitet i 2007. Udgangspunktet er en tese af arkæolog Lotte Hedeager, hvor det foreslås, at det var de nyetablerede statusfulde slægter i yngre romersk jernalder, der grundlagde -lev-bebyggelserne, måske med visse administrative beføjelser til følge.

Lev-navnene kan ikke uden videre sættes ind i en arkæologisk kontekst. Vi kender ikke den navngivende bebyggelses præcise beliggenhed, og vi kender heller ikke relationen mellem bebyggelsen fra yngre romersk jernalder og periodens grave med romersk import. Problemet forsøges løst, ved at inddrage ejerlavet, som den sandsynlige arena indenfor hvilken alle fænomenerne optrådte.

Ved at udskille en gruppe grave ud fra en kronologisk og kvalitativ afgrænsning betinges, at en overensstemmelse mellem gravtypen og de omkringliggende stednavne ikke kan være rent tilfældig.

Nye kontekster er nye indgangsvinkler og kan sætte kendte forhold i et nyt lys. Det forsøges således at tolke stednavnene som et produkt af en politisk strategi.

Jan Paul Strid: Götala, Kvinneby, Rocklunda. Om den äldre järnålderns bygd och samhälle i västra Östergötland

Östergötland är en av Sveriges äldsta kulturbygder. Här finns ett omväxlande kulturlandskap med stort djup och talrika historiska minnen. Den västra delen, Heliga Birgittas trakter, där forntiden kanske gör sig mest påmind, har märkligt nog inte blivit föremål för något större intresse från ortnamnsforskningens sida. Två tvärvetenskapliga projekt har givit mig anledning att fördjupa mig i de äldre bebyggelsenamnen och deras funktion. Det ena är Tindra-projektet, som jag själv lett (http://www.nvis.itn.liu.se/tindra/), det andra är Riksantikvarieämbetets slättbygdsprojekt (www.arkeologiuv.se/publikationer/rapporter/ost/2003/ro2003_18.pdf), som behandlar själva kärnbygden i nämnda trakter. Tindra projektet behandlar en kulturlandskapsrelikt av stort intresse, beläget alldeles intill Linköping. Bägge områdena har förmodligen varit föremål för systematisk odling sedan den yngre stenåldern, men på Tindraområdet är spåren efter forntida bebyggelse och åkerbruk exceptionellt tydliga. Området blir på så sätt en nyckel till tolkningen av det äldre järnålderlandskapet. Frågan rörande det förhistoriska samhällets organisation och uppbyggnad gör sig här trängande påmind, liksom självfallet möjligheten att ortnamnen kan bära på i sammanhanget intressant information. Jag hade tänkt redogöra för några problem som jag betraktar som särdeles intressanta. Det gäller framförallt vilka slags sociala-agrara organisationsformer den påfallande tättbebyggda äldre järnålderbygden kan tänkas avspegla och de konsekvenser vår uppfattning om dessa kan få för vår syn på de äldre bebyggelsenamnen. Det gäller också förutsättningarna för en samhällsorganisation på högre nivå. Här man hittills förbisett ett faktum av stor betydelse, nämligen att landskapets topografi måste ha genomgått en dramatisk förändring sedan den äldre järnåldern.  Den försvunna landskapsbilden kan sannolikt rekonstrueras, delvis med hjälp av ortnamnen. Rekonstruktionen kastar nytt ljus över ett antal svårtolkade ortnamn, men sätter också in viktiga sakrala namn i ett nytt sammanhang. I mån av tid kommer ett urval av förslag till nya etymologier att läggas fram.

Ola Svensson: Den medeltida rättsutövningen inom och utom järnålderns namnmiljöer

Det historiska källmaterialet ger oss en något så när klar bild av ett utbyggt rättssystem under medeltiden i de nordiska länderna. Åtminstone i Skåne syns spåren av detta system ganska tydligt i marknamnen. Om och i så fall på vilket sätt den medeltida rättsutövningen har kontinuitet bakåt i tiden är gammal och, får man nog säga, olöst. Med utgångspunkt i en tidigare undersökning om namn innehållande ting, galge och stegel i Skåne frågar jag mig här ifall de skånska ortnamnen även kan säga något om rättsutövningen under järnåldern och vikingatiden.

Tom Schmidt: Jernalderens navnemiljø i Slidre i Valdres

Valdres ligger sentralt i Sør-Norge. Det gamle prestegjeldet Slidre tilsvarer de nåværende kommunene Vestre Slidre – i hoveddalføret – og Øystre Slidre i en sidedal. Slidrebygdene grenser til Vang i nordvest, til Nord-Aurdal i sør og Etnedal i sør og sørøst. De fleste gårdene vest om åsen ligger om lag 400–450 m.o.h., enkelte opp til 700 m, mens gårdene i det østre dalføret ligger fra 100–150 m. høyere. Fra gammelt av har det gått en viktig ferdselsvei mellom øst og vest gjennom Valdres – i øvre del gjennom Vestre Slidre og Vang over fjellet til Lærdal i Sogn.

Det har vært foretatt en rekke arkeologiske utgravninger i Slidrebygdene, ikke minst i forbindelse med det store gravfeltet ved Einangssteinen, med funn fra 300-tallet, som har vært vitenskapelig undersøkt flere ganger siden 1871/72. Alle de eldste funnene stammer fra det vestre dalføret, mens Øystre Slidre så vidt kommer med i merovingertid og for alvor først i vikingtida, og da særlig med det store såkalte «Solbu-feltet» med om lag 75 gravrøyser og  hauger.

I foredraget mitt vil jeg ta utgangspunkt i de største og mest konsentrerte arkeologiske funnene og søke å påvise en sammenheng mellom navnetype og alder på funn. Som en smakebit kan nevnes at man regner med 14 vin-, 3 heim- og 4 staðir-gårder i Vestre Slidre (av 92 navnegårder), 3 vin ,  0 heim- og 4 staðir-gårder i Øystre (av 51 navnegårder). Flere av funnene kan knyttes til disse gårdene, mange likevel til gårder med naturnavn som Røgne, Stee og Kvåle.

Rikke Steenholt Olesen: Personbetegnelser i stednavne

Blandt stednavne som knyttes til den arkæologisk funderede tese om centralpladsindicerende navnemiljøer, finder man stednavne med forled, der kan tolkes som personbetegnelser. Disse personbetegnelser sigter til stand, embede eller erhverv. Stednavne af denne type formodes at reflektere oldtidens samfundsorganisering i en sådan grad, at de kan sammenholdes med andre stednavne i et givent miljø og dermed underbygge den materielle kulturs vidnesbyrd om centralpladser. Teorien er god, men i praksis er der risiko for, at navnetolkningen styres af forventningen om eksistensen af et centralpladsindicerende navnemiljø, som fx påpeget af Jørgensen 2005. I indlægget vil jeg, ud fra en sproglig synsvinkel og med udgangspunkt i danske stednavne, diskutere og problematisere tolkningen af stednavne med personbetegnelser som forled.

Andres Siegfried Dobat: Mapping social order. Place names containing military titles and the development of political administration in 10th century South Scandinavia

The advantage of place names as historical sources, compared with most of the archaeological and textual evidence, is there history of genesis and transmission through shared social experience, which necessarily involved a certain number of participants. They develop out of a cognitive conceptualisation. Thus, the social community responsible for its establishing necessarily has to agree on the validity of the semantic connotation of the name. This ‘advantage’ is applied in the study of a group of administrative place names, indicating the development of institutions of political administration in 10th century South Scandinavia.
Prominent examples of this very heterogeneous group are names such as Karleby or Karlaby and Rinkeby or Rynkeby in the area of modern day Sweden and Denmark. They frequently appear spatially imbedded in central place complexes together with archaeological indications for elite residences or additional place names indicating religious or political functions. It is widely acknowledged that the prefix in these names refers to warriors as the members of military elite and that the names reflect some sort of social institutions.

A chronological framework of the place names is established, based on archaeological data, with particular emphasis on their spatial order. The results have implications for the understanding of the character and development of central place complexes in Scandinavia and the transformation of society in the cause of the process of state formation.

Inge Særheim: Namnemiljø i eit sørvestnorsk jordbrukssamfunn i jernalderen

I “Norges landbrukshistorie” (bd. 1, 2002) skriv Bjørn Myhre at det i eldre jernalder var om lag 440 gardstun på Jæren. I tillegg til dei 260 historisk kjende gardane er det funne spor etter minst 180 øydetun med tufter og åkerland på morenerygger og høgder med tørrlendt jord. Fleire arkeologar som har granska førhistoriske øydegardar i Sørvest-Noreg, bl.a. J. Petersen og B. Myhre, har peika på at det er knytt land-namn til nokre av dei undersøkte stadene. Slike namn ser ut til å vera av same type som og er i nokre høve identiske med eksisterande gardsnamn av denne klassa. Under innsamling av stadnamn i Rogaland dei siste 20–30 åra har det kome fram ein god slump namn som synest vera eldre busetnadsnamn. Mange av dei endar på -land, men også andre etterledd førekjem, t.d. -stad, -tveit, -bø og jamvel -heim. I “Ættegård og helligdom” (1926) understrekar Magnus Olsen at mange busetnadsnamn av land-klassa som fanst i førhistorisk tid, ikkje er i bruk som gardsnamn i nyare tid. Med denne bakgrunnen vil det vera naturleg å sjå nærare på nokre utvalde gardskrinsar i Sør-Rogaland, og stilla spørsmål om det med utgangspunkt i stadnamn som er registrerte i seinare tid, og kunnskap som er utvikla om den førhistoriske gardsbusetjinga, er råd å rekonstruera eit meir opphavleg namnemiljø frå denne perioden. Sambandet mellom gardsbusetjing og namn vil vera eit springande punkt i denne samanhengen.

Ole-Jørgen Johannessen: Jernalderens navnemiljøer på Nordvestlandet

Innlegget tar sikte på å gi en karakteristikk av navnemiljøet i et nordvestnorsk kyst- og fjord-landskap slik man kan tenke seg at det framstod i jernalderen. Et sentralt drag i dette navnelandskapet er gamle fjordnavn, øynavn og fjellnavn, og som sammen med det eldste laget av gårdsnavn gir regionen et preg av gammelt kulturlandskap. Men en rekonstruksjon av dette landskapet byr på store utfordringer, fordi de skriftlige kildene i hovedsak ikke går lengre tilbake enn til 1500- og 1600-tallet. Derfor er det nødvendig å prøve å anlegge en retrospektiv metode ved hjelp av to ikke-språklige tilnærmingsmåter, nemlig den s.k. landskyldmetoden og de hittil kjente arkeologiske forhold.  På grunnlag av et utvalg av gårdsnavn fra de 10-15 største gårdene i hver åttung i Romsdals len og fire skipreider i den nordligste del av Sunnmøre settes det opp en typologisk oversikt over det antatt eldste gårdsnavnmaterialet, som består av en rekke sammensatte navn, usammensatte (natur)navn, navn som Oluf Rygh betraktet som gamle flertallsnavn og representanter for de tradisjonelle gårdsnavnklassene på -vin, -heim, -staðir og -land. Det viser seg at den sistnevnte gruppen varierer sterkt innbyrdes med hensyn til størrelse og beliggenhet i de enkelt bygder, og det forsøkes på å gi en antydning til forklaring på dette forhodet. Med andre ord: Har de ulike gårdsnavnklassene hatt en lang produksjonstid? Eller skyldes spredningen i størrelse topografiske forhold i de enkelte bygdene? Til slutt trekkes det fram noen få eksempler på at -staðir-gårder opptrer i "klynger" og det diskuteres om det foreligger mulighet for å finne et opprinnelig, nå tapt gårdsnavn i

Rapporten fra symposiet er nr. 86 i rækken af NORNA-rapporter og har titlen Navnemiljøer og samfund i jernalder og vikingetid.

Bogen kan bestilles gennem NORNA-förlaget.

Symposiet rummede i alt 18 foredrag, hvoraf de 12 publiceres i rapporten. De spænder over et vidt felt af indfaldsvinkler, og det er redaktionens håb at de må tjene til inspiration for ny og fortsat forskning inden for emnet. Alle de publicerede bidrag har været gennem en dobbeltblind fagfællebedømmelse.

Download reklameblad med bestillingsseddel